Vestfronten under 2. verdenskrig

Vestfronten under 2. verdenskrig
	Del af 2. verdenskrig
	; Allierede tropper går i land på Omaha Beach i 1944.
Dato	1939-1945
Sted	Nord-, vest- og Sydeuropa
Resultat	1939–1940 - Afgørende sejr til Aksemagterne Aksemagterne besætter det meste af Nord- og Vesteuropa; Afslutningen på den 3. franske republik og etableringen af Vichy-frankrig; Fortsætter med Slaget om England, Slaget om Middelhavet og Slaget om Atlanten; 1944–1945 - Afgørende sejr til de Allierede Nazitysklands fald; Det fascistiske Italiens fald; Vichy-Frankrig erstattes af den 4. republik;
Territoriale; ændringer	Tysklands deling 1945
Parter
Storbritannien; USA; Frankrig; Frankrig; Canada; Polen; Holland; Belgien; Norge ; Danmark; Tjekkoslovakiet ; Australien; New Zealand; Luxembourg	Tyskland; Italien; Frankrig
Ledere
1939–1940; Maurice Gamelin; Maxime Weygand; Lord Gort (British Expeditionary Force); Henri Winkelman; Leopold 3.; Otto Ruge; William Wain Prior; Władysław Sikorski; 1944–1945; Dwight Eisenhower, (SHAEF); Bernard Montgomery (21. armégruppe); Omar Bradley (12. armégruppe); Jacob Devers (6. armégruppe)	1939–1940; Gerd von Rundstedt (Heeresgruppe A) ; Fedor von Bock (Heeresgruppe B); Wilhelm von Leeb (Heeresgruppe C); H.R.H. Umberto di Savoia (Armégruppe Vest) ; 1944–1945; Adolf Hitler; Erwin Rommel ; Gerd von Rundstedt; Walter Model; Albert Kesselring; Gustav-Adolf von Zangen
Styrke
1939–1940 2.862.000 mand; 1944–1945 5.412.000 mand;	1939–1940 3.350.000 mand; 1944–1945 1.500.000 mand;

Vestfronten under 2. verdenskrig omfattede Danmark, Norge, Luxembourg, Belgien, Holland, Frankrig og det vestlige Tyskland.^[2] Kampene på landjorden på Vestfronten foregik i to perioder. Den første var i foråret 1940 og resulterede i at Danmark, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig blev løbet over ende og overgav sig. Herefter gik der en periode på næsten fire år, hvor kampene på Vestfronten næsten udelukkende blev udkæmpet i luften. Det startede med Slaget om England, og fortsatte senere med den strategiske bombekampagne mod Tyskland. Den anden periode med krig på landjorden begyndte i juni 1944 med invasionen i Normandiet og fortsatte indtil Tysklands kapitulation i maj 1945.

^ MacDonald, C (2005), The Last Offensive: The European Theater of Operations. University Press of the Pacific
^ Tyskland indsatte op til 40% af sine landstyrker og op til 75% af Luftwaffe på Vestfronten (inklusive Nordafrika og Italien). Tallene varierede på grund af at enheder blev overført frem og tilbage, men i 1944 var der omkring 69 tyske divisioner stationeret i Frankrig og hertil kom omkring 19 i Italien. Kilde: Axis History Factbook, "The Second World War" af John Keegan. Ifølge David Glantz Arkiveret 9. juli 2011 hos Wayback Machine, havde Aksemagterne i januar 1945 over 2,3 mio. soldater, indsat på Østfronten, hvilket svarede til 60% af Wehrmachts styrker og næsten alle de resterende europæiske aksemagtstyrker. I løbet af de efterfølgende kampe i vinterens løb havde Wehrmacht tab på 510.000 på Østfronten mod 325.000 på Vestfronten. Da man nåede april 1945 stod 1.960.000 tyske soldater på Østfronten overfor 6,4 mio. i den Røde Hær, mens 4 mio. allierede soldater i Vesttyskland stod over for mindre end 1 mio. tyske soldater. I maj overgav næsten 1,5 mio. tyske soldater sig til den Røde Hær, mens næsten 1 mio. mere heldige overgav sig til briterne og amerikanerne, heriblandt mange som var flygtet vest på for at undgå den frygtede Røde Hær.

[MacDonald,_C_2005-1] MacDonald, C (2005), The Last Offensive: The European Theater of Operations. University Press of the Pacific

[2] Tyskland indsatte op til 40% af sine landstyrker og op til 75% af Luftwaffe på Vestfronten (inklusive Nordafrika og Italien). Tallene varierede på grund af at enheder blev overført frem og tilbage, men i 1944 var der omkring 69 tyske divisioner stationeret i Frankrig og hertil kom omkring 19 i Italien. Kilde: Axis History Factbook, "The Second World War" af John Keegan. Ifølge David Glantz Arkiveret 9. juli 2011 hos Wayback Machine, havde Aksemagterne i januar 1945 over 2,3 mio. soldater, indsat på Østfronten, hvilket svarede til 60% af Wehrmachts styrker og næsten alle de resterende europæiske aksemagtstyrker. I løbet af de efterfølgende kampe i vinterens løb havde Wehrmacht tab på 510.000 på Østfronten mod 325.000 på Vestfronten. Da man nåede april 1945 stod 1.960.000 tyske soldater på Østfronten overfor 6,4 mio. i den Røde Hær, mens 4 mio. allierede soldater i Vesttyskland stod over for mindre end 1 mio. tyske soldater. I maj overgav næsten 1,5 mio. tyske soldater sig til den Røde Hær, mens næsten 1 mio. mere heldige overgav sig til briterne og amerikanerne, heriblandt mange som var flygtet vest på for at undgå den frygtede Røde Hær.

[1]

[2]